Vinder af Publikumsprisen ved Toronto International Filmfestival 2020 & Guldløven på Venedig Film Festival 2020.

Filmmagasinet EKKO skrev således fra Venedig Filmfestivalen:

Chloé Zhaos film er bygget op omkring Frances McDormands præstation på samme måde, som hendes nøgterne, humanistiske The Rider var bygget op omkring den ikke-professionelle skuespiller Lilly Jandreau. Filmens humor og varme, der kendetegner Zhaous’ bedste karakterer, brænder igennem i hver eneste scene. Men hovedrollen Fran har også en skrøbelig stolthed, en vilje til ikke at ligge andre til last – og den tvinger hende afsted, ud på landevejen.

For det er tvang, der har bestemt hendes nomadetilværelse. Byen i Nevada, hvor hun havde hele sit voksenliv med sin afdøde mand, blev ikke bare ramt hårdt af finanskrisen. Den blev lukket.

Da den lokale mine drejede nøglen om, var der intet tilbage for beboerne. Fran er egentlig pensionsmoden, men det er en bitter vittighed i Amerika, hvor det forventes, at man er sin egen lykkes smed.

Men Chloé Zhao er egentlig ikke bitter. Hun dvæler ikke ved den økonomiske nød, der tvinger en generation af bedsteforældre til at pakke kasser for Amazon, indtil de falder om ved samlebåndet. Eller til juleræset er ovre, og de må se sig om efter noget nyt.

Hun finder en ynde i seniorernes sammenhold, som da en støttegruppe for hvidhårede jobnomader synger On the Road Again rundt om et lejrbål i ørkenen. Og hun dyrker naturens ynde. Fran ville hellere slå sig ned et sted, men hun får også øjnene op for det storslåede landskab, hun kører tyndt. Det gør vi også.

Frances McDormand er både brysk og imødekommende i Nomadland som den stolte Fran, der er et højdepunkt i skuespillerens store karriere.

Kilde: Film Porten