* * * * * "Kan få omtrent ethvert smagsløg til at skælve i forventning" Stephanie Gaarde Caruana, Magasinet KBH
* * * * * "En perle af en film" Morten Eisby, Cinemaonline
* * * * * "Fascinerende portræt - æstetisk smukt og appetitvækkende" Kim Skotte, Politiken
* * * * * "Filmen portrætterer en seriøsitet og passion, som sjældent er set beskrevet i en så æstetisk form... en utrolig smuk og visuel film" Mette Skøtt, OnFilm
* * * * * "Fortællingen om sushiens mester... en sushirestaurant, der jagter det sublime - en æstetisk og velnuanceret rejse" FoodCulture
* * * * "Dybt fascinerende" Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten
* * * * "Man går både mæt og lækkersulten ud af biografen" Frederik Asschenfeldt Vandrup, Cinemazone
"Som et sansevækkende geniportræt og indføring i japansk grundighedskultur, og med en dyb respekt for fisk og sushi som slowfood, må man trykke sig på næsen i velbehag" Katrine Hornstrup Yde, Information
"Sukiyabashi Jiro" må være verdens mindste tre-stjernede Michelin restaurant! Der er blot plads til ti gæster ad gangen i Jiro's verdensberømte restaurant i Tokyo. Restauranten modtager ikke kreditkort, der er intet menukort og restauranten ligner hverken udefra eller indvendig en gourmetrestaurant, som man rejser kloden rundt for at besøge. Bag den undseelige indgang gemmer sig imidlertid et mekka for sushi-elskere. Restauranten drives af den 85-årige Jiro Ono, som selv gennem årtiers hårdt slid har arbejdet sin restaurant op til det fortryllende renomme, der nu omgærder stedet. Jiro er perfektionist i enhver henseende. Han skifter bestik for venstrehåndede kunder, tilpasser retterne efter køn og går op i råvarerne og tilberedningen med liv og sjæl. I japansk tradition er han også lærermester for unge kokkeelever og hans lærlinge må gennem års træning for at opnå det ypperste. En kokkeelev forklarer, hvordan han måtte lave 200 bradepander med tamagoer (en slags store omeletter), før hans lærermester var tilfreds. Selv hans ris er så fænomenale, at det absolut ikke er hvem som helst, der får lov til at koge og tilberede dem - og selv risene bliver misundt af hans nærmeste konkurrenter. Naturligvis er fisk helt essentielt i centrum og Jiro får også luft for sine bekymringer omkring overfiskeri og det deraf følgende svind i fiskebestanden og mange arters udryddelse. Jiro's to sønner har fulgt ham i restauranten i årtier - og det samme har et par andre kokke, der sammen med de jævnligt nytilkomne danner grundstenen for den ultimative madoplevelse i Jiro's madtempel, der hver morgen begynder på fisketorvet, hvor ikke en hvilken som helst fisk tages for gode varer. Der snuses, der føles på tekstur og studeres før de allerbedste fisk bliver bragt med hjem til restauranten. Tun er uomgængelig - men også mange andre spændende fisk bliver benyttet til sushi-anretninger, der hele tiden udvikles og fornyes. Faktisk drømmer Jiro ofte om sushi - og vågner jævnligt med nye originale idéer til, hvordan en servering kan blive endnu bedre! Hans ældste søn Yoshikazu har allerede rundet de 50 år og er opsat på at opretholde faderens standarder, når han en dag skal overtage, mens den yngste søn, som traditionen foreskriver, allerede har sin egen restaurant. Endnu er der dog ingen tegn på, at Jiro har tænkt på at lade sig pensionere. Han har arbejdet hver eneste dag i over 70 år - og holder kun fri, når det er bydende nødvendigt. Jiro drømmer om fortsat om sushi - og det samme gør hans gæster og de formentlig mange flere, der efter at have set denne film glæder sig over et formidabelt måltid.
Den enestående historie om Jiro og hans unikke kundskaber er indfanget af fotograf og instruktør David Gelb.
